fredag den 16. marts 2012

Døden tæt på, dagens ønske og en håndfuld roser



Jeg har lige genset udsendelsen om Sømanden og Juristen.

Den vækker gode minder hos mig, som jeg gerne vil dele med andre
og jeg vil gøre mit allerbedste for at fatte mig i korthed.

Døden og tale herom har altid været vigtig for mig,
da jeg betragter det som en del af vores livscyklus. Det gjorde det måske også lettere for mig
og mine drenge, da vi i Januar 2005 til Januar 2006 stod lige midt i det.

Min søde og dejlige mor havde brystkræft, som hun var blevet behandlet for
og erklæret helt rask, men sandheden blev pludselig en anden, da hun
skulle undersøges på Holstebro sygehus for noget helt andet.

Det var blusset op og pga trælse omstændigheder, gik der 4 mdr., før hun
blev sat i behandling for det igen på Herning sygehus.

Det gjorde, at hendes læge satte hende på den skrappeste kemokur der findes
og dette blev fulgt op af den kendsgerning, at de kun kunne livsforlænge. Ikke helbrede.

Min mor tog imod kemoen nogle gange, men nok blev nok og hun meddelte os,
at hun ikke ville mere. Hun ville have lov til at få det bedste ud af den tid der var tilbage.

Tiden før denne udmeldelse var både en svær tid, men også en utrolig givende tid,
for jeg fik lov til at være med hele vejen.
På alle køreturene og alle de mange timer på sygehusene, hvor vi
brugte tiden til at tale sammen og nærmest genfinde hinanden.

Jeg havde jo....desværre brugt en del år på et misbrug, men til alt held
havde jeg fundet den rette hjælp få mdr før, så jeg kunne være der for hende
og hendes samlever gennem  20 år ....Ingvard.

Desværre blev Ingvard også syg i samme tidsrum. Dement af den agresive slags,
så efter mange forsøg på at passe ham hjemme, måtte vi opgive og sende ham på plejehjem,
da han i sin vildfarelse blev voldelig, men svigtes skulle han ikke og han blev besøgt dagligt
af mig og deres hund. Han har altid været der for min mor, mine drenge og mig.
Mine børn havde ikke nogen bedstefædre, men det blev han på en meget kærlig
og omsorgsfuld måde.

Disse besøg var svære, men også givende på mange måder,
når han ikke lige byggede hønsehuse eller på anden måde befandt sig tilbage i tiden.
Det værste jeg vidste var, når han gik over i beskyldninger i hans forvildede sind
og bekyldte os for at have opfundet min mors sygdom, for at komme af med ham,
men, men, men.... jeg skyndte mig at huske ham for hvad/hvem han var og så gik det også.
( Han døde 7 mdr efter min mor gik bort )



Hopper tilbage til den dag, hvor hun takkede nej til flere behandlinger.
Min søster ( som jeg ikke har eller havde kontakt med af grunde, som ikke er relevante her ) 
klamrede sig til håbet om, at hun kunne overtale min mor til at fortsætte,
men her måtte jeg lige pippe med og sige til hende, at jeg mente det bedste ville være at acceptere
vores mors valg og støtte hende så godt vi kunne, for min mor orkede ikke mere.
Hun ville blot gerne have lov til at nyde og foretrak kvalitetstid
frem for kvantitetstid.

Min mor var en mega stærk lille kvinde og hun fortsatte sit liv
på bedste vis i de få mdr hun havde tilbage og jeg fortsatte
med at besøge hende dagligt. Hjælpe til der, hvor hendes kræfter ikke rakte . 

Nogle dage før nytår 2006 måtte jeg igen af sted med hende på sygehuset midt om natten.
Denne gang var det slemt og jeg kunne se, at med den fart tingene havde taget,
ville vi ikke have hende ret lang tid mere.

Derfor ringede jeg til min søster. Fortalte at nu var mor på sygehuset og
jeg ikke troede på, at hun ville leve mere end 14 dage mere.
OG skulle hun og jeg give vores mor en sidste gave her i livet,
måtte den bedste være, at hun og jeg kunne være i samme stue sammen uden vrede og meget mere.

Det var min søster med på og da min mor kom hjem fra sygehuset,
tog min søster plejeorlov, så vi sammen kunne passe/være der for  vores mor.

Min mor havde tidligt i forløbet sagt, at når det kom dertil, ville hun på hospice,
men da det blev alvor, var hendes højeste ønske, at få lov til at dø i sit hjem
og det skulle hun selvfølgelig også.

Min søster og jeg fordelte *opgaven* imellem os på sådan en måde,
at vi tog et døgn hver på skift, medmindre der var behov for andet og trods vores
*forskelligheder*, lykkedes dette til UG og min mors glæde over dette var enorm.

Jeg fik kontaktet alle de steder, som sådan et forløb nu kræver .
Og vidste jeg det ikke, skulle jeg nok finde ud af det.
Jeg har aldrig været bange for at be om hjælp.... og det kom mig tilgode nu.

Hjemmesygeplejen, lægen og ikke mindst det palliativ team.
Lidt misforståelser opstod der undervejs i hjemmesygeplejen, for min mor
så stadig ikke videre syg ud og de første sygeplejersker der kom, var ikke ligefrem
klædt på til at tage sig af et døende menneske, men et opkald fra mig til det palliativ team
og der blev rettet op på den sag.

Sådan var det hele vejen igennem, for det gik stærkt og nogen gange
kom de hjælpemidler vi havde brug for ikke med det samme,
men et kald til det team og det stod ved døren indenfor få timer.

Sygeplejersker og læge var fantastiske.
Vi havde hele tiden kontakt med dem og selvom det måske ikke så ud til at
der var behov for ekstra besøg af dem om morgenen, kunne den opstå i løbet af dagen.

Køleskabet var fyldt op med alverdens smertestillende, men min mor fik det ikke.
Hun havde ikke ondt, da kræften lammede hende lige så stille.
Det eneste der blev brugt, var nogle *røde dråber*, som vi kunne give
hende for at lette åndedrættet.

Mad gik fra at være en nydelse til en plage for hende 
og til sidst kunne hun heller ikke drikke/synke, men hun var klar i hovedet lige til det sidste døgn.
Hun elskede at have gæster og sådan fortsatte det. 
Hun var oppe hver dag. Vasket og klædt på sad hun i sin elskede
lænestol. Hyggede sig med, at gamle naboer, gode venner drak kaffe,
spiste hjemmebagte boller og talt om gamle dage hver dag, på nær den sidste dag.

Sidste nat var slem. Hun kunne ikke rigtig få vejret og 
på grund af den manglende ilt, var hun for første gang ikke helt klar i hovedet,
men OP... det ville hun og hun kom over i sin elskede stol...på klædt.

Jeg fik kontakten mine sønner og de kom så hurtigt de kunne,
for de ville alle gerne nå at sige farvel til deres bedstemor.
Trods den forvildelse hun befandt sig i, kunne genkende dem og
fik sendt et lille smil af sted til dem hver især.

Da næste hold sygeplejersker kom, blev lægen kontaktet og han kom hurtigt.
Vi stod alle om hendes hospitalsseng i stuen.
Han sagde : Vi kan ikke gøre mere for hende, men jeg kan give hende noget at slappe af på,
så hun ikke skal kæmpe så hårdt og kiggede rundt på os alle.
Jeg tror ikke der var andre end mig, som helt forstod hvad han sagde,
så jeg svarede. Du gør bare det, som er nødvendigt for at hjælpe hende,
for sådan en nat mere, skal hun ikke ha'. ( Min mors værste frygt var at blive kvalt )

Morfinen, som hun slet ikke havde fået noget af. blev fundet frem og 
han gav hende en indsprøjtning. Hun forstod.... det var tydeligt at se  på
den lettelse der viste sig i hendes øjne.

Hun slappede af. Hendes lille udmagrede krop gik fra spændt til meget træt
og hun kiggede rundt på os alle.
Vi fik sagt tak for livet, tak for hendes kolossale støtte...også mine drenge.

Hun kunne give slip og døde d. 6 januar 2006 ...72 år gammel.

Billedet her er taget juleaften 2005, hvor hun faktisk holder jul for os.
Hun ser jo ikke syg ud som sådan og kun parykken afslører, at der er noget galt,
så det gik rigtig stærkt til sidst.


Der er meget mere indimellem, men det vil jeg ikke ind på,
da mit mål med dette indlæg er, at gøre OBS på, at det sagtens kan lade sig gøre at 
lade sine pårørende dø hjemme, hvis og så fremt :
tid, mod, vilje, ønske og selvfølgelig
den syges tilstand er dertil.


Mange mange roser skal der deles ud til kommunens hjemme sygeplejersker, læge,
sygehus og ikke mindst det palliativ team, for vi skulle ikke passe vores mor.
Bare være der. Alt andet blev der taget hånd om på bedste vis.

Om det var hårdt?
Nej egentlig ikke, for min mor var som sømanden.. Hun accepterede
og ikke en eneste gang græd hun over sin skæbne eller
gav udtryk for bitterhed, trods en grim syltning i sygehussystemet undervejs.

Jeg ville gøre det igen, hvis samme eller lign situation opstod uden at blinke
og er dybt taknemlig for, at alt gik op i en højere enhed, så jeg kunne være der for min mor
og kæmpe de kampe, som var nødvendige undervejs. 

( uha, jeg var helt sikkert en plage for de ansatte på
Holstebro sygehus, som ikke lige sendte hende i behandling med det samme )


Er døden tabu emne i jeres hjem?

Dagens ønske af de helt store, som denne gang er på egne og andre forældres vegne:
Bare jeg ikke skal overleve nogle af mine børn.

Med dette indlæg vil jeg nu træde ind i weekenden med glæde,  
*banke* det bedste ud af den,
sammen med mindet om en skøn, skøn mor.


Rigtig god weekend derude. 
Må jeres weekend blive fyldt med nærvær og glædesbobler,
for det vil jeg ud og høste/samle nu.





11 kommentarer:

  1. Hej jeg har læst din beretning, og jeg så også det med sømanden, din mor virkede som en sej dame, jeg syntes også det er vigtig at man opfylder ønsket om hvordan folk vil død. havde en mormor som døde i sommers, og hun valgte døden efter en del sygdom, og da hun skulle på plejehjem, det ville hun ikke så hun tog den seje beslutning at hun ikke ville ha mad (sonde) eller medicin, og da vi godt kunne for at det var det hun ville, måtte vi bare sørge for at hun ikke havde smater den sidste tid. Og hun forstod alt lige til det sidste.

    Hjemme hos os er det en naturlig del, manden min tømmer dødsboer, og for os er det en del af livet at død, og helst gammel. vi har prøvet at komme ud til alt for unge arving og det er hård. og vi har valgt at gå helt udenom selvmord, da det er alt for hård for min mand, da han har haft det tæt på engang.

    Ha en god weekend.

    SvarSlet
  2. Tak fordi du har valgt at dele det med os alle! Jeg ved, hvor meget det betyder at få luft! Jeg har selv historier og måske jeg tør at dele det med Jer i blogland en dag..!
    God weekend :)

    SvarSlet
  3. Tak til jer begge, som har kommenteret dette indlæg, som er skrevet fordi
    jeg stadig støder på berøringsangst og en form for tabu overfor døden.
    Andre gange ligefrem angst for at passe en kær i hjemmet og den angst
    vil jeg gerne være med til at flytte, vende det til en god oplevelse.

    God weekend til jer begge

    SvarSlet
  4. Tak for din beretning,kan mærke den berører mig dybt.Havde selv plejeorlov for min far, da han blev uhelbredelig syg.Han største ønske var også at være hjemme til det sidste,så for mig var det en selvfølge, at han skulle det.Om det var hårdt? ja, indimellem for samtidig med at skulle være der for ham og min mor,havde jeg også små børn at tænke på(Kan ikke takke min mand nok for al den støtte,han gav mig den gang)Om jeg ville gøre det igen?Ja,helt sikkert da jeg er dybt taknemlig for tiden vi fik sammen og at den sidste tid blev som han ønskede.
    Så hos os er emnet Døden ikke tabu,den er en del af livet, som vi taler med børnene om(hvordan afhænger selvfølgelig af barnets alder)
    God weekend til dig.
    kh. og tanker Laila.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh kæreste. Det må have været hårdt.
      Godt at du havde så stor støtte i din mand.

      Slet
  5. Du rakte ud og berørte mit hjerte. En utrolig smuk ting, du/I gjorde for din mor.
    Jeg fik selv lov at være hos min mormor hendes sidste døgn og selv om hun var dement var det dejligt at kunne tage ordentlig afsked med hende.
    Jeg ved ikke om døden er tabu i vores familie, jeg tror bare at vi har svært ved at tale om den uden at græde.
    Personlig tror jeg på at der er mere end dette liv og det giver stor trøst i døden :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg ved, at tårer og gråd er grænseoverskridende,
      men jeg har selv lært at græde, når der er fyldt op og finder det nu rensende og forløsende. Nogen siger også, at gråd er sjælens vaskemaskine. Det er der da vist noget om.

      Trøst har jeg fundet ved begravelser, for ved hver eneste jeg har deltaget i, var der en, som bar på nyt liv eller lige havde født.
      Ret stort synes jeg,
      for jeg har desværre begravet alt for mange.... Især alkoholikere, som ikke klarede skærene.

      Slet
  6. Det er et rigtig godt og flot indlæg, du her har, som belyser det enkeltes individ til at træffe den beslutning som er vigtig for hende. Jeg synes også at det er så flot at dig og din søster har kunnet lægge jeres stridigheder bag jer. Men døden har ofte den virkning, at evt. stridigheder bliver lagt bag, og der koncentreres mere om minder og pleje til den døende.

    Når folk (som regel) hører ordet kræft, har de en tendens til at bakke tilbage fra personen, fordi de ved, at sygdommen kan være dødelig. Hvordan skal man så forholde sig til det syge menneske. Jeg har altid spurgt direkte til hvordan personen har det, for det er mange gange bedre at spørge direkte end at gå udenom.

    Nu har jeg valgt at studere et fag, hvor jeg har kræftsyge mennesker tæt inde på livet, både dem som kan kureres og dem som får lindrende behandling. Men for mig er det livsbekræftende at få et smil ud af disse syge mennesker, at behandle dem med værdighed og samtidig vide, at jeg kan gøre en forskel - uanset om det er den ene eller anden form for behandling.

    Døden er derfor en naturlig del af mit liv. Som sådan har jeg ikke talt med min mor om det, men faktisk har jeg talt en del med min far om det, og jeg ved, at hans holdning til døden er den samme som min mors. Både min far, mor og jeg har en holdning til hvordan og hvorledes vi skal "opbevares" efter livet. Og det har vi talt åbent om.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Tove ( navnesøster )
      Velkommen til og tusind tak for dit bidrag til mit indlæg.
      Og jeg giver dig fuldstændig ret. Et smil fra et døende mennesker er stort og ordet værdighed i denne som i så meget andet, er bare et pletskud.

      Forløbet med min mor og Ingvard var specielt stort for mig, da jeg udmærket er klar over, at havde jeg ikke sendt mig selv i en Minnasotabehandling kort tid før, ville jeg slet ikke have fået den flotte mulighed for at være der for dem.

      Jeg er så ydmyg og taknemlig for, at ALT bare gik op i en højere enhed på den måde.

      Slet
  7. Jeg så din fine nye giveaway, læste hvad du havde skrevet i den og MÅTTE bare ind og læse her. Hvert et ord.
    Det er sjælden jeg sidder så klistret til skærmen og læser hver et ord der står.
    Sikke nogle år, og hold op hvor har i bare klaret det flot.

    Er sikker på de begge stadig er meget elsket <3, selvom de nu følger med oppe fra de smukke stjerner ( Mine 4 bedsteforældre følger også med deroppe fra. Mistede den første da jeg var ca 11 og den sidste da jeg var ca 19. Måske de hygger med kaffen på den flotteste sky ? )

    Herhjemme hos os taler vi meget om døden, så nej, ikke et tabu emne her. Vi taler meget om min svigerfar, som jeg desværre aldrig har haft fornøjelsen af at møde da han valgte livet fra for over 15 år siden. Men kæresten vil gerne fortælle om ham, og jeg vil gerne lærer ham at "kende". Når vi bliver forældre og barnet evt kommer og spørger hvor farfar er, så vil jeg jo gerne kunne give et svar. Og meget gerne fortælle hvad han var for en person.

    Til sidst, synes det er SÅ flot at du var der SÅ meget for din mor og hendes samlever. Det tager jeg hatten af for. Det er så smukt.

    Knus

    SvarSlet
  8. FLOT skrevet, Tove. Du har selv været en del igennem og måske ikke altid haft den omtanke for andre grundet dit forhold til alkohol - her er det måske dig selv som har fyldt og andre der har taget sig af dig. Du er vendt så stærkt tilbage, taget nogle beslutninger -ikke mindst været et enormt drive for dine omgivelser - du har tålt og lidt - og ikke mindst mistet - men du har også fået noget andet ind på din sundhedskonto og din appetit på livet med alle dens mangfoldige favntag.

    Mistede selv min mor for 2 år siden - mange års sygdom endte med et hjertestop - min far fik hende genoplivet - men kroppen var stået af - og svære beslutninger skulle tages - død er på ingen måde tabu her - men, der findes ingen rigtig eller forkert måde at tackle livstruende sygdomme eller død på. Jeg læser dit indlæg som en del af en healingsproces på mange måder. Og du har på alle måder gjort, hvad der var dig muligt at gøre og ikke mindst forskønnet og gjort tilværelsen behagelig lige til det sidste for dine kære. Du er dejlig ener.

    SvarSlet

Mange tak for din kommentar og
interesse for mine små tullerier.
Bliver så glad i låget, når nogen smider
en kommentar.

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.