Døden tæt på, dagens ønske og en håndfuld roser

Jeg har lige genset udsendelsen om Sømanden og Juristen.

Den vækker gode minder hos mig, som jeg gerne vil dele med andre

og jeg vil gøre mit allerbedste for at fatte mig i korthed.

Døden og tale herom har altid været vigtig for mig,

da jeg betragter det som en del af vores livscyklus. Det gjorde det måske også lettere for mig

og mine drenge, da vi i Januar 2005 til Januar 2006 stod lige midt i det.

Min søde og dejlige mor havde brystkræft, som hun var blevet behandlet for

og erklæret helt rask, men sandheden blev pludselig en anden, da hun

skulle undersøges på Holstebro sygehus for noget helt andet.

Det var blusset op og pga trælse omstændigheder, gik der 4 mdr., før hun

blev sat i behandling for det igen på Herning sygehus.

Det gjorde, at hendes læge satte hende på den skrappeste kemokur der findes

og dette blev fulgt op af den kendsgerning, at de kun kunne livsforlænge. Ikke helbrede.

Min mor tog imod kemoen nogle gange, men nok blev nok og hun meddelte os,

at hun ikke ville mere. Hun ville have lov til at få det bedste ud af den tid der var tilbage.

Tiden før denne udmeldelse var både en svær tid, men også en utrolig givende tid,

for jeg fik lov til at være med hele vejen.

På alle køreturene og alle de mange timer på sygehusene, hvor vi

brugte tiden til at tale sammen og nærmest genfinde hinanden.

Jeg havde jo....desværre brugt en del år på et misbrug, men til alt held

havde jeg fundet den rette hjælp få mdr før, så jeg kunne være der for hende

og hendes samlever gennem  20 år ....Ingvard.

Desværre blev Ingvard også syg i samme tidsrum. Dement af den agresive slags,
så efter mange forsøg på at passe ham hjemme, måtte vi opgive og sende ham på plejehjem,
da han i sin vildfarelse blev voldelig, men svigtes skulle han ikke og han blev besøgt dagligt
af mig og deres hund. Han har altid været der for min mor, mine drenge og mig.
Mine børn havde ikke nogen bedstefædre, men det blev han på en meget kærlig
og omsorgsfuld måde.

Disse besøg var svære, men også givende på mange måder,
når han ikke lige byggede hønsehuse eller på anden måde befandt sig tilbage i tiden.
Det værste jeg vidste var, når han gik over i beskyldninger i hans forvildede sind
og bekyldte os for at have opfundet min mors sygdom, for at komme af med ham,
men, men, men.... jeg skyndte mig at huske ham for hvad/hvem han var og så gik det også.
( Han døde 7 mdr efter min mor gik bort )

Hopper tilbage til den dag, hvor hun takkede nej til flere behandlinger.

Min søster ( som jeg ikke har eller havde kontakt med af grunde, som ikke er relevante her ) 

klamrede sig til håbet om, at hun kunne overtale min mor til at fortsætte,

men her måtte jeg lige pippe med og sige til hende, at jeg mente det bedste ville være at acceptere

vores mors valg og støtte hende så godt vi kunne, for min mor orkede ikke mere.

Hun ville blot gerne have lov til at nyde og foretrak kvalitetstid

frem for kvantitetstid.

Min mor var en mega stærk lille kvinde og hun fortsatte sit liv

på bedste vis i de få mdr hun havde tilbage og jeg fortsatte

med at besøge hende dagligt. Hjælpe til der, hvor hendes kræfter ikke rakte . 

Nogle dage før nytår 2006 måtte jeg igen af sted med hende på sygehuset midt om natten.

Denne gang var det slemt og jeg kunne se, at med den fart tingene havde taget,

ville vi ikke have hende ret lang tid mere.

Derfor ringede jeg til min søster. Fortalte at nu var mor på sygehuset og

jeg ikke troede på, at hun ville leve mere end 14 dage mere.

OG skulle hun og jeg give vores mor en sidste gave her i livet,

måtte den bedste være, at hun og jeg kunne være i samme stue sammen uden vrede og meget mere.

Det var min søster med på og da min mor kom hjem fra sygehuset,

tog min søster plejeorlov, så vi sammen kunne passe/være der for  vores mor.

Min mor havde tidligt i forløbet sagt, at når det kom dertil, ville hun på hospice,

men da det blev alvor, var hendes højeste ønske, at få lov til at dø i sit hjem

og det skulle hun selvfølgelig også.

Min søster og jeg fordelte *opgaven* imellem os på sådan en måde,

at vi tog et døgn hver på skift, medmindre der var behov for andet og trods vores

*forskelligheder*, lykkedes dette til UG og min mors glæde over dette var enorm.

Jeg fik kontaktet alle de steder, som sådan et forløb nu kræver .

Og vidste jeg det ikke, skulle jeg nok finde ud af det.

Jeg har aldrig været bange for at be om hjælp.... og det kom mig tilgode nu.

Hjemmesygeplejen, lægen og ikke mindst det palliativ team.

Lidt misforståelser opstod der undervejs i hjemmesygeplejen, for min mor

så stadig ikke videre syg ud og de første sygeplejersker der kom, var ikke ligefrem

klædt på til at tage sig af et døende menneske, men et opkald fra mig til det palliativ team

og der blev rettet op på den sag.

Sådan var det hele vejen igennem, for det gik stærkt og nogen gange

kom de hjælpemidler vi havde brug for ikke med det samme,

men et kald til det team og det stod ved døren indenfor få timer.

Sygeplejersker og læge var fantastiske.

Vi havde hele tiden kontakt med dem og selvom det måske ikke så ud til at

der var behov for ekstra besøg af dem om morgenen, kunne den opstå i løbet af dagen.

Køleskabet var fyldt op med alverdens smertestillende, men min mor fik det ikke.

Hun havde ikke ondt, da kræften lammede hende lige så stille.

Det eneste der blev brugt, var nogle *røde dråber*, som vi kunne give

hende for at lette åndedrættet.

Mad gik fra at være en nydelse til en plage for hende 

og til sidst kunne hun heller ikke drikke/synke, men hun var klar i hovedet lige til det sidste døgn.

Hun elskede at have gæster og sådan fortsatte det. 

Hun var oppe hver dag. Vasket og klædt på sad hun i sin elskede

lænestol. Hyggede sig med, at gamle naboer, gode venner drak kaffe,

spiste hjemmebagte boller og talt om gamle dage hver dag, på nær den sidste dag.

Sidste nat var slem. Hun kunne ikke rigtig få vejret og 

på grund af den manglende ilt, var hun for første gang ikke helt klar i hovedet,

men OP... det ville hun og hun kom over i sin elskede stol...på klædt.

Jeg fik kontakten mine sønner og de kom så hurtigt de kunne,

for de ville alle gerne nå at sige farvel til deres bedstemor.

Trods den forvildelse hun befandt sig i, kunne genkende dem og

fik sendt et lille smil af sted til dem hver især.

Da næste hold sygeplejersker kom, blev lægen kontaktet og han kom hurtigt.

Vi stod alle om hendes hospitalsseng i stuen.

Han sagde : Vi kan ikke gøre mere for hende, men jeg kan give hende noget at slappe af på,

så hun ikke skal kæmpe så hårdt og kiggede rundt på os alle.

Jeg tror ikke der var andre end mig, som helt forstod hvad han sagde,

så jeg svarede. Du gør bare det, som er nødvendigt for at hjælpe hende,

for sådan en nat mere, skal hun ikke ha'. ( Min mors værste frygt var at blive kvalt )

Morfinen, som hun slet ikke havde fået noget af. blev fundet frem og 

han gav hende en indsprøjtning. Hun forstod.... det var tydeligt at se  på

den lettelse der viste sig i hendes øjne.

Hun slappede af. Hendes lille udmagrede krop gik fra spændt til meget træt

og hun kiggede rundt på os alle.

Vi fik sagt tak for livet, tak for hendes kolossale støtte...også mine drenge.

Hun kunne give slip og døde d. 6 januar 2006 ...72 år gammel.

Billedet her er taget juleaften 2005, hvor hun faktisk holder jul for os.

Hun ser jo ikke syg ud som sådan og kun parykken afslører, at der er noget galt,

så det gik rigtig stærkt til sidst.

Der er meget mere indimellem, men det vil jeg ikke ind på,

da mit mål med dette indlæg er, at gøre OBS på, at det sagtens kan lade sig gøre at 

lade sine pårørende dø hjemme, hvis og så fremt :

tid, mod, vilje, ønske og selvfølgelig

den syges tilstand er dertil.

Mange mange roser skal der deles ud til kommunens hjemme sygeplejersker, læge,

sygehus og ikke mindst det palliativ team, for vi skulle ikke passe vores mor.

Bare være der. Alt andet blev der taget hånd om på bedste vis.

Om det var hårdt?

Nej egentlig ikke, for min mor var som sømanden.. Hun accepterede

og ikke en eneste gang græd hun over sin skæbne eller

gav udtryk for bitterhed, trods en grim syltning i sygehussystemet undervejs.

Jeg ville gøre det igen, hvis samme eller lign situation opstod uden at blinke

og er dybt taknemlig for, at alt gik op i en højere enhed, så jeg kunne være der for min mor

og kæmpe de kampe, som var nødvendige undervejs. 

( uha, jeg var helt sikkert en plage for de ansatte på

Holstebro sygehus, som ikke lige sendte hende i behandling med det samme )

Er døden tabu emne i jeres hjem?

Dagens ønske af de helt store, som denne gang er på egne og andre forældres vegne:

Bare jeg ikke skal overleve nogle af mine børn.

Med dette indlæg vil jeg nu træde ind i weekenden med glæde,  

*banke* det bedste ud af den,

sammen med mindet om en skøn, skøn mor.

Rigtig god weekend derude. 

Må jeres weekend blive fyldt med nærvær og glædesbobler,

for det vil jeg ud og høste/samle nu.