At give slip

De kære børn :)

Min yngste søn har for noget tid siden givet udtryk for, at han gerne ville ud og opleve nye ting.

Meget nærliggende at hans ønske om dette skal foregå i USA, hvor mine drenges far

bor og arbejder, men beklemt har jeg hele tiden været overfor dette.

Må  igen sande, at vore børn har vi kun til låns og udover nogle få betænkeligheder

omkring hans valg, som jeg ikke vil lufte her, kan jeg da godt forstå drengen.

Kigger jeg indad og på egen reaktion.

Ja, så er det jo i bund og grund ren egoisme, som styrer mine følelser og reaktioner.

Vil bestemt savne hans små besøg i løbet af ugen, når han kigger ind efter arbejde

til en kop kaffe, bid brød eller for at låne bilen.

Mine tidligere reaktioner må have pint ham en hel del, for det var først igår,

da jeg spurgte ind til, hvordan det gik med hans planer,

at han fortalte mig, at hans afrejse fra Danmark nærmer sig og lejemål er opsagt.

Godt vi fik hul på det igår, så han ikke går på listesko mere.

Det er der bestemt ikke nogen af mine børn der skal omkring mig.

Jeg ønsker det allerbedste for mine *unger* og selvfølgelig også for ham.

Derfor må, skal  og kan jeg nu give slip i egoismen.

Acceptere hans valg og tage savnet ind, som endnu en del af det liv,

som nok så smukt er skænket mig sammen med et håb om,

at han ikke gror fast helt derovre i langbortistan og kommer hjem til DK igen på et tidspunkt.