De rødbedeboller jeg bagte til sidste weekend, fik alt for hurtigt ben at gå på.
Da jeg selv synes disse krydrede boller/madbrød smager skønt, mætter godt
og er fuld af gode sager, måtte jeg bare gøre forsøget igen.
Dog uden valle, som sidste gang, men fandt andet brugbart i køleskabet.
De er bagt af hvad jeg havde hjemme og denne gang blev der gjort notater undervejs,
for selv at have den til senere brug
og for at kunne dele denne hjemmekomponerede opskrift med andre,
som kan li brød med masser af smag i.
Ingredienser :
- 200 gr græsk yoghurt 0 %
- 6 dl meget varmt vand
- 50 gr gær
- 1 spsk groft salt
- 1spsk sukker
- 3 fed hvidløg
- 1 rødløg
- 4 mellemstore rødbeder
- 1 1/2 dl rapsolie
- 2 dl grove havregryn
- 1 dl solsikkekerner
- 1 dl græskarkerner
- 1 dl hørfrø
- ca 10 dl sigtet speltmel
- 7 dl hvedemel
- 5 dl grahamsmel
- 5 dl fuldkorns hvedemel
- 1 æg
- Græsk yoghurt blandes med det varme vand og blive håndvarmt.
- 50 gr gær udrøres i væden
- Rødløg og hvidløg hakkes rigtig fint i minihakker
- Rødbeder skrælles. 2 rødbeder hakkes til pure' i minihakkeren og 2 rives groft på rokostjern.
- De revne og hakkede dele blandes i væden sammen med olie, sukker og salt
- Tilsæt kerner og mel.
- Hold lidt af melet tilbage, da mel ikke arter sig ens hver gang.
- Dejen æltes godt og grundigt igennem. Mindst 10 min.
- Lad dejen hæve til dobbelt str. ( en god times til eller mere )
- Slå dejen ned og ælt let igennem efter hævningen.
- Del dejen i to ( eller 3 ) lige store portioner.
- Del hver portion i 12 lige store *klumper*
- Form bollerne og læg dem på bageplade med bagepapir.
- Bollerne efterhæver på pladen en halv times tid.
- Pensel med sammenpisket æg.
- Rids evt bollerne og drys med groft salt
- Bages ved 200 grader i 15-20 min
- Køl bollerne/brødene af på bagerist
Rigtig god Søndag aften derude.



